Cornelius Tacitus (ca. 55 - 120 e.Kr.) er romersk historieskriver. Tacitus' "fenni" er skildret på grunnlag av vage muntlige sagn og beretninger. Utbredelse, næringsliv, jaktvåpen, etc, tyder på at han skriver om samer.

Tacitus skriver:

"Finnene er utrolig ville og motbydelig fattige. De har verken vaben, hester eller boliger; maten deres består av viltvoksende urter og klærne av dyrehuder, og den nakne jord er deres natteleie.

Sitt eneste håp setter de til sine piler, som de i mangel av jern forsyner med benodder. Jakten blir drevet i samme grad av kvinner som menn, de første følger jegerne overalt og krever sin del av byttet. Spedbarnas eneste tilflukt mot ville dyr og uvær er en slags skjul av flettede vidjer, som de blir puttet inn under. Hit vender de unge tilbake efter jakten, og her er de gamles tilholdssted. Like fullt synes de at denne tilværelse er herligere enn å stønne under jordarbeide, streve med husbygging og mellem håp og frykt omsette egen og andres eiendom. De føler seg trygge i sitt forhold til både mennesker og guder, og dermed har de oppnådd det vanskeligste av alt: de behøver ikke engang å ønske seg noe."

(sitatet er oversatt av T. Width)

Prokopios (bysantisk historiker fra Palestine, døde tidligst 560) er samtidig med keiser Justinianus I.

Den bysantinske krigshistorien (527-553) "Historikon" har en skildring av øya "Thule" (Skandinavia). Hans beretning er basert på det han har hørt om "Thule". Han beretter bl.a. at hvert år hender noe vidunderlig: Sola går ikke ned ved sommersolverv, men i 40 dager er den synlig på jorda. Men 6 måneder senere er sola ikke å se på 40 dager. Det er mørke over hele landet.

Om "skritiphinoi" skriver han:

"Blandt de barbarer, som bebor Thule, er der kun et folkeslag, som lever paa dyrs vis, og de heder Skrithifinner. De bruger hverken klær eller sko, drikker ikke vin og spiser intet af det, jorden frembringer. Thi mændene dyrker ikke jorden, og kvinderne forstaar sig ikke paa at spinde eller veve. Men mænd og kvinder gaar altid sammen paa jagt. I de uhyre bjerge og skogstrækninger i de egne er der et overmaade rigt dyreliv, baade vilde dyr og andet. Og de spiser kjødet af de dyr, de faar, og skindene bruger de til klær (uden at forandre noget ved dem) thi de har hverken lin eller nogen andet, de kan sy med. Derfor binder de huderne sammen med sener og dækker hele legemet med dem. Heller ikke faar de nyfødte børn hos dem die paa samme maade som hos andre folkeslag. Thi smaabørn hos skrithifinnerne næres ikke ved morsmelken og ligger ikke ved morens bryst. De opfødes alene ved marven af de dyr, de har fanget. Saasnart kvinden har, født, tulles barnet ind i et skind og hænges straks i et tre: og saa putter moren marv i munden paa det og drager paa jakt. Thi kvinderne er jo ligesaa ivrige som mændene i dette."

Paulus Warnefried Diaconus (ca. 725- 795) er en langobardisk historieskriver. Han skrev om Langobarderriket 568-744, Historia langobardum”.

Om folket i nord skriver han:

Nær ved dette sted (Germania) bor det folk, som kaldes scritobiner(scritobini) Hos disse ligger sneen endog om sommeren. Til mad har de ei andet end raat kjød af vilde dyr.,thi de ligner jo vilde dyr i sin levevis. Og hudene med haarene paa bruger der som klær. Navnet har de af ”at løbe” i overensstemmelse med det barbariske sprog. De bruger nemlig at løbe, og ved hjælp af en indretning, bestaaende af et krummet stykke træ, der ligner en bue, indhenter de ville dyr. Hos dem findes et dyr, der ligner noget en hjort. Jeg har seet en klædning, af dette dyrs skind. Haarene sat endnu paa det, og det rak til knærne, saaledes som de før efter omtale nøvnte scritobiner bruger det.

Paa disse steder er der ved midtsommerstid endog midt paa natten det klareste lys, og dagene er der meget længre end andetssteds, og omvendt ved midtvinter, omend dagens lys er der, sees dog ei solen, og dagene er meget korte og nætterne længre end noget andet sted.”

Adam av Bremen er en tysk historieskriver. Han gir også geografiske og etnografiske skildringer av Norden og Østersjøområdet. En del av skildringene har han fra øyenvitner, og han skal selv ha besøkt Danmark.

Adam of Bremen skriver (1070) i sine "Gesta Hammenburgensis ecclesiae pontificum":

"Schol. 94. Symon ble udsendt til scritefingerne, scritefingi.

Schol. 132. Halsingland er scritefinnernes land.

Det ligger i de ripheiske bjerge. Her er der stadig nat, og folk der er aldeles gjennemtrængte af kulden, saa at de ikke bryr sig om huse. Til mad har de kjødet af vilde dyr og til klær skindene af dem.

Lib. 1111 31. Alle Norges beboere er meget kristne med undtagelse af dem, som bor langt mod- nord ved oceanets kyst. Om dem fortælles, at de endnu er saa dygtige i trolddomskunster eller besværgelser, at de siger; de ved, hvad enhver tager sig til hele verden rundt. Ved sin kraftige mumlen kan de endog trække de store hvalfiske i havet op paa stranden, og meget andet, som skriften siger er trolddomssynd, er let for dem ved den øvelse, de har deri. Jeg har hørt, at kvinderne mellem de steile bjerge i landet har skjæg, og at mændene, som holder til i skogene, sjelden viser sig. Dyreskind bruger de til klær. Naar de taler med hinanden, høres det mere ud som gnidsel med tænderne, end som de skulde fremføre ord, og derfor kan de neppe forstaaes af folk, som bor lige ved. Disse samme bjerge, som er skrækkelige ved den evige sne, kalder de latinske forfattere de ripheiske. Scritefingerne (scritefingi) kan ikke leve uden kulde og sne. De kan løbe forbi de vilde dyr gjennom den høie sne. I disse bjerge er der en slik mængde af vildt, at man for største delen lever av det i denna egn. Der fanges urokser, rensdyr og elge som i Sverige.

Schol. 152. Andre siger, at Halagland er den yderste del av Norge. Det ligger nærmest scritefingerne, scritefingi (scritefinni læses og) og er umuligt at betræde paa grund af de vilde fjelde og den skarpe kulde."

Historia Norvegiae er et lite skrift som ble funnet i Skottland i 1849. Man antar at det er blitt til ca. 1195. Forfatteren er ukjent.

Slik presenteres samene og det land der de bor:

"Til Norge grændser der en meget vild og øde stekning, og den skiller landet fra hedningerne. Dette øde land beboes af finner og vilde dyr. Finnerne spiser kjødet af dyrene halvraat og bruger skindene til klær. De er meget gode jægere og vandrer omkring enkeltvis og har ingen faste boliger. De bor i skindtelte, som de tager paa skuldrene, og idet

de fester glattede træstykker, som de kalder "ondros" (aandrer) under fødderne, og mens renerne (cervi) trækker gjennem snefonner og over bjergskraaninger, farer de hurtigere end fuglen, med hustruer og børn. Thi nogen fast bopæl har de ikke, men de drager omkring alt efter som mængden af vildt anviser jægerpladsene, naar den beleilige tid kommer. Der er utallige vilde dyr der, bjørner, ulver, gauper, ræver, zobel, fiskoter, grævlinger, bævre. Der findes ogsaa ekorn i stor mængde og røskat hos finnerne. Med alle disse dyrs skind betales der hvert aar af dem en meget stor skat til Norges konge, hvem de ogsaa er underkastede."

Om samenes tro heter det:

"Deres utaalelige (intolerabilis) hedenskab er saa stor, at det neppe synes trolig; heller ikke kan man lettelig tro, hvor meget djævelsk overtro de viser ved sine spaadomskunster. Thi der er nemlig nogle af dem, som hædres ligesom profeter af den taabelige mængde, fordi de ved uren aand, som de kalder gand, faar at vide, hvorledes og naar mange ting hænder, og siger det til mange, og fra fjerntliggende egne trækker de til sig eftertragtelsesværdige ting paa en mærkelig maade, og ligeledes aabenbarer de i lang afstand paa forunderlig vis skjulte skatte.

Paa en eller anden maade har det hændt, naar de kristne paa grund af handelsforbindelser med finnerne har sat tilbords med dem, at den, der var vært, pludselig faldt om og døde. Naar de kristne klager meget herover, svarer de, at han ei er død, men røvet af sine medbeilers gander, og at de snart skal faa ham tilbage igjen."

I sagalitteraturen er samene stadig nevnt. I kong Inges saga, kap. 6 forteller Snorre om Sigurd Slembe som fikk båter bygd hos samer:

"Sigurd og Magnus og Torleiv Skjappa siglde utaskjers med fem skip nord til Hålogaland. Magnus var om vinteren på Bjarkøy hjå Vidkunn Jonsson, men Sigurd hogg stamnane av sitt skip og hogg hol i det og søkkte det ned inst i Øksfjorden (på Hinnøya) og sat om vinteren i Tjeldsund på Hinnøya, ein stad som heiter Gljuvrafjord. Inst i fjorden er det ein heller i berget, der sat Sigurd om vinteren med mennene sine, over tjue mann, og sette attfor inngangen så dei ikkje kunne sjå inngangen frå fjøra. Torleiv Skjappa og Einar, son til Ogmund frå Sand (på Tjeldøya) og Gudrun, dotter til Einar Areson frå Reykholar (på Island), sende mat om vinteren til Sigurd. Den vinteren, fortel dei, let Sigurd finnane gjera to skuter åt seg inni fjordane. Dei var ihopbundne med senar forutan saum, og vidjer i staden for kne, og det rodde tolv mann på kvar side. Sigurd var med finnane då dei gjorde skutene, finnane hadde øl der, og gjorde gjestebod for han. Då kvad Sigurd dette:

Godt var det i gamma, Der vanta 'kje gaman

då vi glade drakk i gamans-drykkja,

og kongssonen glad dreng gledde dreng,

gjekk mellom benker der då eg var.

Desse skutene var så snare at inkje skip tok dei på vatnet, som det står i visa:

Få kan følgja sen-bundi skip

fura frå Nordland svipar under seglet.

Om våren for Sigurd og Magnus søretter med dei to skutene som finnane hadde gjort, då dei kom til Vågan, drap dei Svein prest og dei to sønene hans."

Denne korte presentasjon av samer i den norrmne litteraturen viser at samer eksisterte og bodde langt car i landet.

Den viser ogsS at samene var sarlig kjent som trollkyndige personer, men at de ogsA var dyktige i forskjellige h8ndverk, som skipsbygging osv., og at de var vei

På denne linken kan du lese ett interessant fordrag om norrøn litteratur som kilde til sørsamisk historie.

Saxo Grammaticus er pseudonym. Han er en dansk historieskriver som oppgir å høre til erkebiskop Absalons stab ca 1200. I 16-bindsverket ”Gesta danorum” (Danernes bedrifter) beretter han om dansk rikshistorie fram til 1187.

Saxo Grammaticus skriver (1200) i Gesta Danorum Praefatio 8.14:

"I de nordøstlige egne af Sverige og Norge bor skricfinni. Dette folk bruger et ualmindeligt redskab til at komme frem paa, ag ved hjælp av det kan de i sin iver efter at jage naa op paa de høieste bjerge. For at naa de steder, de vil, lægger de veien meget listig i slyngninger. Og ikke er der nogen klippe, som er saa steil, at de ikke naar helt til tops ved disse listige bøininger paa veien. Thi i begyndelsen, naar de forlader de dybe dale, gaar de igjennom de nederste klipper ved at gaa snart hid snart did under sin vandring. Derpaa gjør de veien mindre brat ved hyppig at bøie til siden og tage paa skraa, og saaledes kommer de tilslut ved disse krumme slyngninger paa veien til toppen af det bestemte sted. I sin handel med nabofolkene bruger de kun skindet of nogle dyr som varer."